Gratis hjælp til kvalitetssikring af ADS-data

Offentliggjort 18-10-2016

ÅBEN FOR TILMELDING: Miljøstyrelsen tilbyder som forsøg, at 10 interesserede kommuner, forsyninger og affaldsselskaber gratis kan få personlig hjælp til arbejdet med ADS for at sikre korrekt registrering af genanvendelsesprocenten for fokusfraktionerne i husholdningsaffaldet.

undefined

Hver af de 10 får hjælp/besøg i op til 5 timer gratis af en ADS-ekspert. Sammen med den lokale ADS-ansvarlige gennemgås de største udfordringer, som I måtte have med systemet, og vi opstiller brugbare løsninger for jer.

Tilbuddet kan fx bruges til at komme i gang med kvalitetssikringen af kommunens eller behandlingsanlæggets data. Det kan også være, at I allerede har været i gang, men er gået i stå og mangler praktisk hjælp til at komme videre. Eller at I bare ønsker at kunne gøre det endnu bedre.

Anbefalet af kommuner

Forsøget med gratis rådgivning blev lanceret i april.

Feedback fra en kommune:

Miljøstyrelsen har været på besøg hos os i forbindelse med, at styrelsen har givet konsulenttimer til rådgivning i brugen af ADS-systemet. De tog udgangspunkt i vores behov, og jeg fik blandt andet afklaret, hvad jeg er ansvarlig for, og hvor jeg er nødt til at kontakte diverse indberettere. Jeg synes, det var et godt besøg, hvor jeg fik sat mange ting på plads."

Feedback fra en anden kommune:

Vi tog imod Miljøstyrelsens tilbud om gratis konsulent hjælp til at gennemgå vores tal i ADS - således, at vi er sikre på, at de indberetninger, der benyttes til beregning af kommunens genbrugsprocent, er korrekte. Det var en god investering at bruge en formiddag på dette arbejde, da vi fandt forskellige fejl i registret. Det går meget hurtigere, når man får hjælp af en, der kender systemet ind og ud og kender de forskellige fejlkilder."

Hvem kan få hjælp?

Hjælpen ydes til kommuner eller indberettere (affalds- og forsyningsselskaber), som ønsker bistand til arbejdet med ADS. Tilbuddet er gratis og gælder kun for et vist antal, så skynd jer at melde jer til. Pladserne går efter først til mølle-princippet.

Hvad kan man få hjælp til?

Ønsker I at arbejde med at få korrekte oplysninger om mængderne af husholdningsaffald i ADS, så er dette tilbud noget for jer.

Der er tale om individuelle forløb, hvor I kan få bistand til arbejdet med relation til ADS. ADS-assistancen skræddersyes til netop jeres behov og ønsker, hvad enten jeres ønske går på kvalitetssikring af de oplysninger, der allerede findes i systemet, forbedringer af fremtidige indberetninger eller noget helt tredje, som I ønsker at gøre bedre.

Forløbet tilpasses også alt efter, om I er myndighed (kommune), der som bruger af systemet ønsker bistand til arbejdet med kvalitetssikring, eller om I er indberetter (affalds-/forsyningsselskab), der ønsker bistand til gennemgang af egne registreringer med henblik på at kunne foretage en mere præcis indberetning til ADS.

Hvordan får man hjælp?

Send en mail til Philip Musaeus på med et par linjer om, hvad du ønsker at få hjælp til.

Skriv "ADS-assistance" i emnefeltet, og husk at oplyse, hvordan vi bedst kan få fat på dig. Så kontakter vi dig snarest.

Artikler på Genanvend.mst.dk