Kogebog til kommunal kvalitetssikring af ADS (2015)

Offentliggjort 26-08-2015undefined

Formål

Projektets fokus er at tilvejebringe et mere retvisende monitoreringsgrundlag for beregningen af genanvendelsesprocenten for husholdningsaffaldet. Det vil betyde en mere robust planlægning samt bl.a. muligheder for benchmarking imellem kommunerne og vurdering af fremdrift ift. målsætningerne – nationalt såvel som kommunalt.

Med ressourceplanens målsætninger skal mindst 50 % af husholdningernes (fokus-)fraktioner indsamles til genanvendelse inden år 2022. Genanvendelsesprocenten registreres og opgøres i Affaldsdatasystemet (ADS) efter den metode, som er beskrevet i ressourceplanen.

For en række kommuner har materialestrømmene i kommunerne en væsentlig forskellig genanvendelsesprocent end den, som fremgår af beregninger baseret på datasættet i ADS.

Projektets formål er at udarbejde en "kogebog", der giver alle landets interesserede kommuner og affaldsselskaber en række konkrete anvisninger til kvalitetssikring og korrektion af data i ADS, så der fremover kan etableres et retvisende datagrundlag for bl.a. beregning af, hvor stor en andel af husholdningsaffaldet der indsamles til genanvendelse.

Resultater

Projektet har ledt frem til udarbejdelse af rapporten "Kogebog til kommunal kvalitetssikring af ADS ‒ Vejledning til kommunerne om kvalitetssikring og kontrol af beregningsgrundlaget for ressourceplanens genanvendelsesprocent".

Som en del af kogebogen er der etableret et paradigme for korrekt indberetning, så der kan gives en mere samlet og ensartet vejledning fra kommunerne til indberetterne til ADS. Med paradigmet kan der skabes sammenhæng imellem den enkelte kommunes viden om de lokale affaldsstrømme og registreringerne i ADS.

Fordele ved et etableret paradigme:

  • Kommunerne får bedre mulighed for selv at kunne kvalitetssikre ADS, så målsætningerne om 50 % kan monitoreres med afsæt i ADS.
  • Der skabes mere valide data i ADS, som jo ligger til grund for de nationale opgørelser af genanvendelsesprocenten.
  • Der skabes bedre monitorering af hvor langt kommunerne er med genanvendelsen.
  • Der gives mulighed for benchmarking af kommunernes indsatser.
  • Afledte effekter kan være, at et fokus på denne del af virksomhedernes indberetning til ADS vil føre til bedre indberetninger ift. også andre parametre, såsom behandlingsform, erhvervskilde mv.

Aktiviteter gennemført i projektet

På nuværende tidspunkt er der ikke nødvendigvis overensstemmelse imellem affaldsmængderne i hhv. kommunernes egne opgørelser (ofte baseret på afregning med behandlingsanlæggene) og ADS (bl.a. baseret på hvad indsamlere og modtagere indberetter). Denne forskel er undersøgt for de deltagende kommuner, og der er opstillet vejledninger til evt. korrektion, ligesom der er gjort en række erfaringer med den kommunale kvalitetssikringsopgave.

Resultaterne er en række konkrete anvisninger til, hvordan en given kommune kan forbedre datakvaliteten med særligt sigte på beregning af genanvendelsesprocenten for husholdningsaffaldet. Rettelser foretaget direkte i det allerede indberettede datasæt virker i sagens natur umiddelbart på statistikken. Imidlertid er sigtet her også at optimere og korrigere fremtidige indberetninger, og det kan tage en rum tid, før nye procedurer ’slår igennem’ i statistikken.

Først skal de nye procedurer optages af de indberettende virksomheder, og dernæst skal de implementeres i kommende registreringer. I bedste fald vil indberetninger foretaget året efter projektets færdiggørelse, afspejle kommunens ønsker til brug af kodesæt mv.

Der er udarbejdet anvisninger til, hvordan relevante problemstillinger afdækkes i datasættet, samt vejledning til korrektioner, der kan styrke beregningen af 50 % genanvendelse af husholdningsaffaldets fokusfraktioner.

Der fandtes ingen konkrete vejledninger til kommunerne ift. kvalitetssikringen af ADS. Dette er igennem projektet opbygget og stillet til rådighed for alle landets kommuner og affaldsselskaber. Når kommunerne sikrer bedre data, vil det give mere retvisende data til brug for monitorering af ressourcestrategiens målsætning om genanvendelse. Ligesom det vil give mere præcise opgørelser af de nationale affaldsstatistikker til brug for prognoser, indberetninger til EuroStat mv.

Flere af metoderne vil også kunne bringes i anvendelse ift. kvalitetssikringen af øvrige fraktioner, hvilket også kan føre til et generelt bedre datagrundlag.

Gode råd til at få succes med ADS

Projektet har formuleret følgende gode råd til at få det bedste ud af ADS:

  • Sørg for, at de gode kræfter, der bruges på at fremme genanvendelsen, også ’slår igennem’ ift. genanvendelsen opgjort i ADS
  • Et retvisende datagrundlag giver mulighed for nærmere evaluering af genanvendelsestiltag.
  • Sørg for en sammenhæng imellem egne opgørelser af affaldsdannelsen i de kommunale ordninger (fx fra kommunens affaldskortlægning), og hvad der registreres i ADS.
  • Skriv gerne ind i kommende kontrakter med indsamlere / aftagere, hvordan indberetningsparadigmet til ADS skal bruges (EAK og H/E koder, P-nummer mv.)
  • Vær opmærksom på, at vejledning i indberetternes brug af ADS-koderne skal være i tråd med, hvordan ADS indgår i andre sammenhænge for fx kommunerne og MST.

Kontaktperson

Lena Hjalholt, KARA/NOVEREN

Fakta om projektet

Hovedansøger: KARA/NOVEREN

Medansøger: Stevns Kommune, Solrød Kommune og Roskilde Kommune

Tilskud: 243.850 kr.

Projektet er afsluttet.

Projektet har formuleret følgende gode råd til at få det bedste ud af ADS:

  • Sørg for, at de gode kræfter, der bruges på at fremme genanvendelsen, også ’slår igennem’ ift. genanvendelsen opgjort i ADS
  • Et retvisende datagrundlag giver mulighed for nærmere evaluering af genanvendelsestiltag.
  • Sørg for en sammenhæng imellem egne opgørelser af affaldsdannelsen i de kommunale ordninger (fx fra kommunens affaldskortlægning), og hvad der registreres i ADS.
  • Skriv gerne ind i kommende kontrakter med indsamlere / aftagere, hvordan indberetningsparadigmet til ADS skal bruges (EAK og H/E koder, P-nummer mv.)
  • Vær opmærksom på, at vejledning i indberetternes brug af ADS-koderne skal være i tråd med, hvordan ADS indgår i andre sammenhænge for fx kommunerne og MST.

Projektet er gennemført med tilskud fra Miljøstyrelsen. Det skal bemærkes, at offentliggørelsen af projektet ikke nødvendigvis betyder, at det pågældende indlæg giver udtryk for Miljøstyrelsens synspunkter. Offentliggørelsen betyder imidlertid, at Miljøstyrelsen finder, at indholdet udgør et væsentligt indlæg i debatten omkring den danske miljøpolitik.